Hvad er ansvarligt spil?
Ansvarligt spil er, når du ikke spiller for penge, du reelt ikke kan undvære. Man bør helt sikkert ikke føle det som en pligt at skulle sætte penge på spil hele tiden.
At sætte penge på spil online skal først og fremmest være sjovt. At man så kan være heldig og vinde fine gevinster kommer i anden række.
Man kan havne i spilafhængighed, hvis man ikke passer på. Der er visse ting at være opmærksom på, når man er oprettet på et online casino og jævnligt spiller.
De gyldne regler:
- Sæt ikke penge på spil, du ikke kan undvære.
- Lad ikke mængden af spil tage overhånd – der skal også være tid til andre ting.
- Tjek ofte med dig selv, om du virkelig synes, det er en sjov hobby at spille med om penge.
I denne guide fortæller vi dig, hvad ansvarligt spil går ud på. Der er heldigvis masser af muligheder for at få hjælp, hvis man er havnet i afhængighed.
- Læs meget mere om ansvarligt spil hos Spillemyndigheden
Lider du muligvis af spilafhængighed?
Det er rimelig let at afdække, om man lider af en form for afhængighed af spil. Hvis du kan svare ja til flere af nedenstående spørgsmål er der sikkert grund til at være på vagt.
Spilafhængighed kommer ofte snigende, uden at man er helt opmærksom på, hvad der er på færde. Derfor er det kun fornuftigt at stoppe op engang imellem og tage en hurtig afhængighedstest.
- Føler du skyld i forhold til, hvor mange penge du bruger på at spille?
- Føler du behov for at sætte flere og flere penge på spil for at opnå en følelse af spænding?
- Har du svært ved at stoppe med at spille efter et tab af penge?
- Er dit forbrug af spil skyld i finansielle problemer for dig eller andre i din husstand?
- Har dit spilforbrug en negativ effekt på dit forhold til andre, dit job eller dine studier?
- Giver dit forbrug af pengespil helbredsmæssige problemer – fx stress, søvnløshed eller angst?
- Bliver du urolig, når du ikke spiller?
- Føler du, at du måske har et problem med spilafhængighed?
Sådan hjælper man andre, der lider af spilafhængighed
Det er naturligvis vigtigt at hjælpe andre på rette vej, hvis man kender en, der muligvis er havnet i spilafhængighed. Der er typisk flere tydelige tegn, som går igen hos spilafhængige.
Spilafhængighed fører som regel store konsekvenser med sig for den pågældende. Omgangskredsen kan næsten ikke undgå at bemærke, at der er et eller andet på færde.
Det svære er naturligvis, hvordan man bedst muligt hjælper den spilafhængige. Det kan være hårdt at tage fat på emnet – afhængigt af problemernes omfang. En hurtig indgriben er at foretrække.
I stedet for selv at komme med vejledning, kan man råde den spilafhængige til at tage kontakt til enten ROFUS eller StopSpillet, som du kan læse videre om længere nede.
Økonomiske tegn:
- Mangel på penge fra bankkontoen eller pungen
- Værdifulde ting forsvinder fra husstanden
- Mangel på penge trods en stabil indtægt
- Adskillige lån på samme tid
- Ubetalte regninger
- Regelmæssige lån af penge
- Hemmeligheder omkring økonomiske forhold
- Mangel på mad derhjemme
Når spil kommer før vigtige ting i dagligdagen, er det helt sikkert et signal om, at noget er løbet af sporet. Den hjemlige økonomi kan lide skade, hvis spilafhængigheden fører til tab af store beløb.
Det kan starte med hyppige spil for småbeløb, hvorefter der skal sættes flere og flere penge på spil for at opnå den samme grad af spænding. Impulsspil for at vinde tab tilbage er noget af det farligste, man kan begive sig i kast med.
Tegn på humør og adfærd:
- Arbejdet bliver ikke udført med den vanlige kvalitet
- Forandring i personligheden
- Tilbagetrækning fra nære forhold
- Manipulerende adfærd
- Bliver ophidset, fornærmet eller bekymret uden nævneværdig grund
- Brug af trusler eller løgne for at manipulere andre
- En følelse af hjælpeløshed, frustration eller depression
Afhængighed af spil fører ofte til ændringer i humør og personlighed. Trangen til at sætte penge på spil ligger hele tiden et eller andet sted i baghovedet. At spille kommer før alt andet, hvilket fører til konflikter med omgivelserne.
Den spilafhængige kan trække sig tilbage fra sociale relationer for at være i fred, så der kan fokuseres på at spille.
Tidsmæssige tegn:
- Bruger mere og mere tid på at spille
- Er lang tid om simple opgaver
- Hemmelighedskræmmeri og uforklarligt fravær
- Kommer for sent til aftaler
- Tager fri mange dage fra arbejde for at spille
Når omfanget af spil tager overhånd, vil det kunne aflæses i den afhængiges adfærd. Aftaler bliver ikke længere overholdt, man kommer for sent – og virker i det hele taget mentalt fraværende.
Det tager fokus, når spilletrangen får overherredømmet i tilværelsen. Det kan være et langt og hårdt træk at rette op på, hvorfor det er alfa og omega at der bliver grebet tidligt ind.
Hellere vise en mulig spilafhængighen omsorg og interesse én gang for meget end én gang for lidt.
Aldersgrænse for pengespil og beskyttelse af mindreårige
I Danmark skal man være 18 år for at deltage i pengespil. Får man alligevel adgang til at spille om penge er loven blevet overtrådt, hvilket naturligvis er strafbart.
Unge mennesker er i særlig risiko for at komme ud i afhængighed af spil. Derfor passes der særligt på, at mindreårige bliver lokket i uføre, når det gælder spil på fx nettet og i kiosker.
Hvis man er forælder til et barn, er det vigtigt at være opmærksom på problemstillingen. Som mindreårig har man brug for NemID, hvis man skal tilgå sider på nettet, hvor pengespil er muligt. Lån derfor ikke dit NemID ud til dit barn uden opsyn.
Det er desværre ikke alle kiosker og butikker, som overholder kravet om at tjekke ID fra alle, der spiller. Derfor kan det være muligt at placere pengespil, selvom man ikke er 18 år gammel.
I det hele taget er det vigtigt at tage en snak med sit barn om, hvor vanedannende og usundt pengespil kan risikere at blive.
De sunde spillevaner kan med fordel komme ind under huden fra en tidlig alder. På den måde har man mulighed for at påvirke sit barn på en positiv måde for fremtiden.
Redskaber til ansvarligt spil
I takt med at pengespil på nettet er blevet meget udbredt, er der kommet flere og flere redskaber, der hjælper på vej mod ansvarligt spil.
Hver især kan redskaberne have en funktion, der gør en forskel for den enkelte spiller. Det er smart at etablere sunde spillevaner på et tidligt stadie, da afhængighed som nævnt kommer snigende lidt efter lidt.
Lad os kigge nærmere på, hvad man kan gøre for at sikre ansvarligt spil.
Indbetalingsgrænser
Når man opretter sig på et nyt online casino skal man angive nogle indbetalingsgrænser. Disse skal sikre, at du ikke indbetaler penge, du reelt ikke kan tåle at tabe.
Med indbetalingsgrænser pr. uge og pr. måned er det meget lettere at holde styr på sit forbrug af pengespil på nettet. Man kan ikke indbetale flere penge, når grænsen er nået. Det minimerer risikoen for impulsspil ganske betydeligt.
Tabsgrænser
Man kan indstille en grænse for, hvor mange penge man kan tabe, før man ikke kan spille videre. Det er smart at sætte en grænse for, hvornår nok er nok.
At rette op på tab med nye spil er en af de helt store syndere, når det kommer til spilafhængighed. Man risikerer at grave sig dybere og dybere ned i en negativ spiral, hvor man kun taber endnu flere penge.
Det er helt sikkert bedst at holde en pause, hvis man oplever en uheldig periode med store tab.
Tidsbegrænsning
Spilafhængighed kan føre til økonomiske problemer, da man i sagens natur kan tabe de penge, man sætter på spil.
Men afhængighed af spil fører også til, at misbruget koster masser af tid. Tid, som skulle have været brugt på andre ting.
Flere online casinoer giver mulighed for at sætte en grænse for hvor meget tid, man bruger på at spille.
Time out
Du behøver ikke lukke din konto, hvis du ønsker at holde en pause fra online pengespil. Du kan i stedet sætte en midlertidig lås på din konto via en såkaldt ‘Time out’.
I denne periode vil det ikke være muligt at logge ind og spille.
Begrænsning på indsats
Du kan sætte grænser for, hvor store indsatser du sætter på spil pr. væddemål. Hvis du har en grænse, der kun tillader spil for småbeløb, skal der således meget til for at tabe store summer.
Spil på nettet er først og fremmest ment som en hobby. Det kan forblive sådan, hvis man ikke satser store beløb, når man logger ind til lidt adspredelse i dagligdagen.
Transaktionshistorik
Et online casino eller en bookmaker på nettet stiller en transaktionshistorik til rådighed. Her kan du se dine tidligere kontooverførsler.
Det er højst anbefalelsesværdigt at føre regnskab med sine pengespil på nettet. Din transaktionshistorik giver dig klarhed over, hvor store beløb du løbende indbetaler – og udbetaler.
Selvudelukkelse
Du kan sætte en effektiv stopper for online pengespil ved at udelukke dig selv gennem ROFUS. Herved er det ikke længere muligt for dig at oprette en konto på sites med licens fra Spillemyndigheden.
Hvis spilafhængigheden først har bidt sig fast, kan det blive nødvendigt med selvudelukkelse. Det er dog vigtigt at tilføje, at udelukkelse ikke afhjælper problemstillingen 100%. Der er stadig brug for rådgivning og opfølgning fra professionelle.
Vurdér din egen spilaktivitet
At stoppe op og tænke nogle tanker over, hvor meget man egentlig spiller for – og hvor meget tid man bruger på det – er af højeste vigtighed.
Man kan med fordel tage en afhængighedstest med jævne mellemrum. Ved at vurdere sit eget forbrug af pengespil, kan man styre udenom problemer, da signalerne kan opfanges på et tidligt stadie.
Sunde spillevaner kommer med kontrol og jævnlige overvejelser.
Tidsalarm
Et online casino kan ofte indstilles til at vise en alarm, når et vist tidsforbrug er opnået. Det kan være, at to timer dagligt er din personlige grænse. På den måde risikerer tiden ikke at løbe afsted, uden at man egentlig bider mærke i det.
Spilafhængighed består i sin essens af to dele: Overforbrug af penge og et samtidigt stort tidsforbrug.
Organisationer og foreninger, der hjælper personer med spilafhængighed
I Danmark er der heldigvis gode muligheder for at modtage gratis hjælp, hvis man er havnet i spilafhængighed – eller er på vej til det.
Nedenstående tre organisationer hjælper masser af mennesker i Danmark på vej mod ansvarligt spil – og ud af spilafhængighed.
Alle køn og aldersgrupper kan blive ramt af spilafhængighed. Dog er der visse segmenter af befolkningen, som bliver ramt hyppigere end andre.
Unge mennesker har større tendens til spilafhængighed, hvorfor der er stor fokus på tidlig implementering af ansvarligt spil hos de yngste generationer.
Spillemyndigheden – ROFUS
ROFUS er Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere.
I ROFUS kan du frivilligt registrere dig med NemID, hvis du ønsker at udelukke dig midlertidigt eller endeligt fra at kunne spille i Danmark.
Har man først registreret sig i ROFUS, kan man ikke sidenhen annullere sin registrering. Det er altså et meget effektivt redskab mod pengespil i Danmark. Den store fare er selvfølgelig, at det stadig er muligt at spille i kiosker eller på udenlandske online casinoer.
Udelukkelsen omfatter tilmed landbaserede casinoer, hvor identiteten også vil være registreret.
Man har fem valgmuligheder for omfanget af udelukkelse:
- 24 timer
- 1 måned
- 3 måneder
- 6 måneder
- Endelig udelukkelse
Hvis man vælger en tidsbegrænset udelukkelse, kan man tage sit forbrug af pengespil op til fornyet revision, når tiden er udløbet. Spilafhængighed dukker dog hurtigt op igen, hvis symptomerne bag ikke er blevet afhjulpet.
Der er uden hjælp stor risiko for, at man havner i spilafhængighed igen, hvis man kun gør brug af en tidsbegrænset udelukkelse.
Læs meget mere om ROFUS her. Du kan også ringe direkte på: 72 38 60 20.
Telefonen er åben mandag – torsdag 9:00 – 15:00 og fredag 9:00 – 14:00.
StopSpillet
StopSpillet er Spillemyndighedens hjælpelinje om spilafhængighed – i daglig tale kaldet ludomani.
StopSpillet er for alle, der har brug for råd og vejledning om ansvarligt spil og spilafhængighed. Rådgiverne sidder klar til at tale med dig. Sammen finder I ud af, hvilke muligheder, du har, og hvordan du kommer videre.
Hos StopSpillet er der både mulighed for at snakke over telefonen eller via chat. Mange spilafhængige oplever stor skam pga. deres misbrug, hvorfor det kan være svært tage kontakt. Al rådgivning foregår derfor 100% anonymt.
At ringe til eller chatte med rådgivere fra StopSpillet kan være nødvendige skridt på vej mod ansvarligt spil.
Hos StopSpillet kan du få:
- Professionel og uvildig rådgivning om ansvarligt spil
- Afklaring af problematisk spilleadfærd
- Vejledning om behandlingsmuligheder
- Rådgivning store dele af døgnet
Telefonnummeret er: 70 22 28 25. Åbningstider: Mandag-torsdag 9.00 – 21.00. Fredag 9.00 – 17.00.
Spillemyndigheden videregiver ikke oplysninger fra samtalen til andre myndigheder, så man kan trygt tage kontakt, da fortroligheden er sikret.
- Læs mere om StopSpillet her.
Ludomani.dk – Center for Ludomani
Hos Center for Ludomani er der også alle muligheder for at få hjælp til at blive sin spilafhængighed kvit.
Center for Ludomani er Nordens største center for behandling og forebyggelse af ludomani. Der tilbydes professionel og gratis behandling til mennesker, der har problemer med spil, og til deres nærmeste pårørende.
Du kan tage kontakt på telefon 70 11 18 10.
Telefontiderne er:
- Man-ons 08.30 – 15.00
- Torsdag 08.30 – 17.00
- Fredag 09.00 – 12.00
Man kan gå ind og teste sig selv, før man eventuelt henvender sig. Ludomani.dk rummer alle de redskaber, der skal til for at komme nærmere ansvarligt spil.
Hjemmesiden rummer også information til gavn for forældre og pårørende til spilafhængige. Man kan tilmed booke et oplæg på uddannelsesinstitutioner.
Danmark er alt i alt godt dækket ind, når det handler om hjælp til spilafhængige.